Om arbejdsgruppen Strategi og Metode II
Arbejdsgruppen Strategi og Metode II er i princippet nystartet, ligesom grupperne Struktur og Samfund og Udsatte Unge. Gruppen har dog en anden baggrund, i det der også tidligere eksisterede en Strategi og Metode-gruppe i Aidsnet. For overskuelighedens skyld vil der
derfor, ihvertfald i en periode, blive refereret til den nye gruppe som Strategi og Metode II.
Gruppen har for 2007-08 udarbejdet følgende aktivitetsplan (excel dokument).
Gruppen mødtes første gang den 21. september 2006, hvor den tog fat på at definere de nærmere rammer for det fremtidige arbejde. Som grundlag for denne opgave ligger nedenstående tekst. Teksten er formuleret på baggrund af stormødet af den skrivegruppe, der stod for udarbejdelsen af det første udkast til en ny Aidsnet-ansøgning til Danida. Gruppen forholdt sig endvidere til opfølgning på en række arbejdsopgaver der ikke nåede at blive løst af den første Strategi og Metode-gruppe.
Forslag til fokusområder for arbejdsgruppen Strategi og Metode II
Fokus for det tematiske område Strategi og Metode vil ligge på metodisk kapacitetsopbygning, herunder mainstreaming af hiv/aids i det danske udviklingsarbejde samt på at styrke koblingen mellem seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og hiv/aids. Der vil desuden blive fokuseret på at udnytte de erfaringer en række af netværkets medlemmer har gjort sig med udarbejdelse af hiv/aids strategier og politikker som udgangspunkt for de resterende medlemmers arbejde på dette område. Andre fokusområder vil være:
- krydsfeltet mellem praktisk erfaring og ny viden;
- nye forebyggelsesstrategier (f.eks. kommunikation for social forandring);
- vidensdeling i organisationer;
- best practice, evidens og måling af impact
|